tirsdag den 1. oktober 2013

Noget til øjnene:-)

Sikke en overflod af læsestof der kom ind ad døren i dag
Interweave havde tilbud på magasiner og så måtte jeg slå til. Der er masser af  spændende artikler om historisk strik. Der er selvfølgelig også opskrifter i;-) At de er på engelsk generer mig ikke. Tværtimod holder jeg det ved lige og måske udvides ordforrådet også lidt;-)

søndag den 22. september 2013

Hektisk uge med en skøn afslutning

Det har været en travl uge som blev afsluttet med en tur til Nordfriesland (Tyskland) med to rigtig dejlige mennesker. Dagen blev indledt med en tur til Kålmarked i Wesselburen og derefter indkøb af friske grøntsager. 
Så gik turen til Ejderdæmningen, et imponerende bygningsværk. Vi fik helt klart et indtryk af vandets magt, selvom det var rigtig fint vejr. 
Dagen sluttede med et besøg på Rote Haubarg, med en meget spøjs historie. Her fik vi kaffe og Friesentorte. Virkelig lækkert, indtaget i meget smukke, gamle omgivelser. 
Virkelig en dejlig dag, hvor vi også blev udfordret i vores sprogkundskaber. Både dansk, tysk og Sønderjysk. Vi blev dog også enige om at det vigtigste på engelsk var at kunne strikke udtrykkene;-)

I dag har vi så været i Universe med hele familien. Vi spiste cafeen og fik den lækreste sandwich med pulled pork og coleslaw. Det koster det samme som en menu i foodfactory, men det mætter bare meget længere. De laver nu også nogle vildt gode burgere, vil jeg lige skynde mig at sige:-)
Hjemme igen, er jeg gået i gang med et par sokker. Denne gang ville jeg prøve teknikken " to på én pind" og hvor er det da nemt og det går faktisk hurtigt. Sokkestrik er lidt kedeligt, men nødvendigt nogen gange, når der er kolde tæer der skal varmes:-)

søndag den 15. september 2013

Tines sjal

3. sjal

Det er bare en god fornemmelse når man kan sige, endnu et projekt færdigt. Dermed er der løbet hele 3 sjaler af pindene i år. Tines sjal kittet købte jeg sidste år på en tur til Århus. Det har været det jeg plejer at kalde, lige ud af landevejen strik. Ikke kedeligt, men nemt. Det er strikket i Supersoft og det er bare blevet dejligt blødt efter vask. Vaskevandet lugtede godt nok ikke godt og så heller ikke spændende ud, men efter skylning i rent vand, blev sjalet rigtig fint.
Nu har jeg så haft kigget på UFOerne :-) En er trævlet delvist op, da der skal mere vidde til under brystet. Det er min "topdown tunika". Hellere trævle lidt op og så kunne bruge den, end at den bare ligger. 
Ellers suser mine dage afsted i max fart synes jeg. En fyringsrunde er overstået, jeg slap...og mine dejlige kollegaer ligeså. Så kommer man lige ned og så heldigvis op igen. Heldigvis kan jeg jo gribe til både rok og strikketøj, når der er for meget stress på. 
Ja og hvad skal der så på pindene nu? Jeg er ret sikker på at det må blive et sjal igen.....eller vesten jeg gerne vil strikke.....eller sokker.....med både Ravelry og Pinterest som inspirationskilder så ved jeg næsten ikke hvilket projekt der skal startes først.

onsdag den 28. august 2013

Lightwawes

Endelig røg Lightwawes af pindene, ikke at det har været træls at strikke, men andre ting har fyldt mere end strikketid. Høsten skulle i hus og vi er blevet færdige. En dejlig fornemmelse. 
I aften skal det så smyges om ryggen, når jeg skal ses med mine strikkeveninder. Nu er aftenerne "heldigvis" blevet så kølige at man har brug for et sjal om ryggen igen.
Sidste weekend skulle jeg have været på strikkecamp på Gammelbro Camping, men der var ikke nogen afløser til at køre korn hjem, ja....så må man jo blive på sin post:-)
Men Birte har lovet at give et fyldestgørende referat;-) og det glæder jeg til at få. 

lørdag den 17. august 2013

Helbredende strik ;-)

Nu lakker min sommerferie mod enden og i overmorgen vælter hverdagen ind ad døren igen. 
Det har været dejligt at have fri i 3 uger, hvor der kunne soves længe stort set hver dag. Vi har heldigvis fået høstet noget og vi nåede også at lave en tur til Egeskov Slot. 
Der var egentlig planer om flere udflugter, men høsten har 1. prioritet, så bedst som vi troede, NU kan vi godt tage et par dage til Nordjylland, så skinnede solen og maskineriet skulle køre. Men der er aftale om hvad vi skal når høsten er overstået:-)

Heldigvis har der været tid til lidt strik, jeg sørger jo også for at tage det med når jeg kan se at der er ventetid i sigte, ved en færge og ved frisøren, f.eks. 
Selvom landmanden synes at jeg skulle nyde udsigten på færgen, det gyngede festligt den dag, så måtte han dog erkende at det var bedre at jeg strikkede, udendørs på færgen og IKKE blev søsyg, som at jeg blev det (måske) hvis jeg havde stået i siden ude ved rælingen og kigget ligesom ham. 
Min mor, som har lært mig at strikke, kunne jeg sørme også lære noget nyt. Nemlig at strikke kanter/blonder sideverts på et stykke strik. Dét havde hun ligegodt ikke prøvet endnu.  Skønt at hun har genoptaget sit strikkeri igen, så er der jo altid noget vi lige skal ha vendt, udover alt det andet, selvfølgelig;-)
Vi fandt denne Anglia. Mine forældre havde sådan en og en Gogomobil/kabinescooter, som min bedstefar havde. 
Vi spiste i deres cafe.  75 kr  for en stor og fin sandwich, men afrydning og rengøring....dér kunne de lære noget af Universe. Bakkerne blev sat snavsede hen, med remoulade m.m. og bordene havde ikke set en klud eller en ny engangsdug denne dag. Afrydningspersonale, var der tydelig mangel på. Man kunne ikke engang selv sætte sin bakke hen. Men ellers var der intet at udsætte på noget. Der var mange nye ting, så spændende var det. 
Nu skal hytten lige ha en omgang, inden huset igen fyldes på mandag. Jeg glæder mig til at se dem alle igen og der bliver travlt med at høste bær og snakke høst:-)





fredag den 9. august 2013

Dette bliver man aldrig træt af

Den udsigt betager mig år efter år, på alle årstider. 
Vi bor da på den skønneste plet:-) (synes vi da selv) 
Høsten er i gang, men vejret vil ikke helt som vi vil. Der skal sås raps og efterafgrøder(læs:chikaneafgrøder) inden d.20.8. Vi skal da heldigvis ikke pløje, for vi laver reduceret jordbehandling. Det har vi praktiseret i over 10 år og kunne ikke drømme om at vende tilbage til at pløje. Strikketid.......det er ikke blevet til lige meget hver dag, for der har været høst relaterede ting der skulle ordnes. Men jeg skal nok få tid, for der er regn på programmet, så mon ikke der bliver tid til strik. 


Masser af læring for børn på Universe

Man bliver bare så stolt og glad af at læse dette.
Jeg har jo med små børn at gøre til hverdag og elsker at gøre dem nysgerrige på verden. Jeg ser jo at hvis man selv er nysgerrig og ikke bange for at udforske omverden, på deres niveau, så følger de trop og tager selv initiativ til det. Så fem stjerner(ud af fem) til UniverseUniverse
Vi har alle muligheder for at besøge Universe og gør det gerne, da vi bor "lige om hjørnet". Det er alle pengene værd og når vi er på besøg, og har hele familien med, så er vi lige fra 0-75 år og alle får deres   nysgerrighed pirret;-) 
Som noget nyt kan man prøve en tur i el bil, rundt i området. Yngste siger at det er ret fedt;-) 
Mon ikke jeg eller yngste, kunne lokke landmanden med i Universe en fridag fra høsten? ;-)