tirsdag den 19. februar 2013

Forkælelse

Et skarpt hjørne er lige rundet og jeg havde ønsket mig at komme på kursus på Tind Textil og Kunst her i marts. Dette ønske blev opfyldt og sørme om der ikke var en ledig plads. Så nu glæder jeg mig til at skulle tilbringe en weekend og lidt mere, i det bedste selskab.
Der skal læres om opslagning og montering, pæne kanter osv. Der er indlagt velvære begge dage, lækkert😀

mandag den 11. februar 2013

Vist en god investering....

Jeg købte jo nogle finuld/wensleydale fibre igår på generalforsamlingen i Spindeforeningen.
Jeg kunne ikke dy mig og måtte lige prøve at køre noget af det igennem på kartemaskinen. Det er bare lækkert efter et par gange igennem maskineriet.
Efter sådan en dag, er der mange skønne indtryk der skal bearbejdes og et af dem er, den omsorg der drages for hinanden. Selvom vi måske kun mødes nogle gange om året for nogens vedkommende og oftere for andres, så oplever jeg f.eks at man lige giver et ring, hvis der er en man ved skulle komme og ikke er dukket op endnu. Vi måtte skifte bil undervejs, da min pludselig bestemte sig for at strejke. Heldigvis var vi ikke langt hjemmefra og der blev arrangeret kørsel i en anden bil. Vi ringede og sagde at vi blev forsinket, men ikke desto mindre blev vi ringet op undervejs af Kirsten, der lige ville sikre sig at vi var på vej😊👍
Ligeledes at der spørges ind til hvordan man har det og hvad er der sket siden sidst. Det er altså ganske rigtigt den ALLERBEDSTE forening at være medlem af.


søndag den 10. februar 2013

Jeg er medlem

i den allerbedste forening. Jeg var idag til generalforsamling i Spindeforeningen og efter sådan en dejlig dag med inspiration til nye projekter, fibre der måtte med hjem, de skønneste spindegale kvinder og en bestyrelse med et kæmpe engagement, er jeg glad og fyldt med energi.
Jeg MÅTTE eje disse lækre wensleydale fibre fra Ægbækgaard .
Ligeså disse skønne finuld/wensleydale fibre fra samme sted. Vi var nødt til at have noget til at lege med på kartemaskinen😀








tirsdag den 5. februar 2013

Af med det

91 gram ( der blev en lille rest tilbage på spolen) lækkert blødt garn.

mandag den 4. februar 2013

Fuldført

Jeg havde sat mig et mål, at jeg ville spinde fibrene fra bytterunden i Spindeforeningen, inden vi skulle til generalforsamling på søndag i foreningen. Målet nåede jeg så idag. Det får lige lov til at sidde på haspetræet lidt endnu, men det er bare lækkert blødt og lidt rustikt.
Der blev 126 m, vægt ? Det sidder jo på haspetræet😊