søndag den 27. april 2014

Havespind og uldvask

Havespind.....så fik jeg vist lavet et nyt ord;-) 
Hvor er det skønt at kunne sidde i haven, nyde solen og samtidig spinde. Birte og jeg prøvede at synkronspinde med 50 km's afstand:-D. Det er da skægt at man lige i det øjeblik sidder og gør det samme. Mon man kunne få flere med på den?:-)
Jeg spinder wensleydale fibre fra Birthe P. Det er månedens fibre i Spindeforeningen, så det er vel på tide at komme i gang med dem;-)
Birte købte en skøn Ejstrupholm forleden aften og der fulgte en stor sæk uld med. Jeg var så heldig at få del i noget af det, så der er vasket uld til den store guldmedalje i går. Der var desværre ikke navn på fibrene, men en del af det ligner til forveksling gotlandsuld. Det er jeg bestemt ikke ked af. Det er nogle skønne fibre. Men der var også nogle lyse fibre med, som jeg ikke kan sætte navn på. De virker glatte, men ikke så bløde. 
Sidste portion af den lyse uld er sat "i blød" og får lov til at stå til senere i dag. 
Her kan man se hvorfor;-)





torsdag den 17. april 2014

En hurtig og virkelig god beslutning

Efter at jeg for kort tid siden besøgte Amanda-m i Christiansfeld, er ønsket om at komme derop igen kun vokset. 
Da så nyhedsbrevet dukkede op i går, så måtte der handles på det:-) 
20% rabat på næsten alt, det kan man ikke lade sin næse gå forbi, når ønsket om et nyt besøg er tilstede. Birte blev SMS' et og det tog ikke mange minutter før beslutningen var taget. Så vi har haft en skøn tøsetur, verden blev vendt, især på strikkefronten blev nye planer lagt;-) og vi tog glade og fiberberigede hjem. 
Det eneste vi ikke fandt i butikken var hylden hvor man kunne købe " mere strikketid" 😄
En ting er dog sikker, vi kommer igen;-)

Jeg købte garn til "Kirstens poncho" og lidt mere garn til min stola:-)




mandag den 7. april 2014

Langtidslagret strik

Jeg kunne i sidste uge, laaaangt om længe sige "endelig færdig" om min muslingetunika fra Hjelholts. 
Det har været kedelig strik, ikke den store udfordring at tage en maske ud på hver 10. omg i hver ret/vrang bane. Den er blevet lækker efter vask og jeg kommer også til at bruge den. Men nu hvor det ikke er så koldt udenfor, er den alt for varm at have på. 
(Beklager de lidt dårlige billeder)
Nu er der slået op til et sjal/stola i rudemønster. Det er der vist mere udfordring i;-)

På udflugt

Jeg havde ferie og manden kunne godt holde fri fra markarbejdet en dag, så vi pakkede bilen, med det fornødne (strikketøj og vand ;-)) og så gik turen mod Koldinghus. Der er en udstilling med Leonardo da Vincis opfindelser og det ville vi gerne se. Svigersønnen, der er ingeniør fik lige en sms, så han kunne sidde og være misundelig derhjemme ;-)

Det var en spændende udstilling om en mand, der var langt forud for sin tid. Jeg elsker desuden at se den fantastiske restaurering af slottet som blev udført af for snart mange år siden. I slotskirken, kunne man tage en Ipad og så kunne man ved at trykke på skærmen få visualiseret hvordan det har set ud før branden. Super smart ide. På skærmen var angivet nogle steder i rummet hvor man kunne stille sig, se på skærmen og så så man det lige præcis fra det sted.
 

Vores middagsmad blev tapas, indtaget på reatuarant "Over Åen". Mandens betænkeligheder ved ubekendt mad, blev gjort til skamme, for det smagte virkelig godt og var lækkert anrettet. Vi var rigeligt mætte da vi satte kursen mod syd igen.
 
Lidt spontant besluttede vi at køre ind i Christiansfeld og se os lidt omkring. Vi ville gerne se Herrnhutternes byggerier, Guds Ageren og måske smage en honningkage. Vi blev ikke skuffet på nogen måde, for den er ret kendetegnet ved byplanen fra den tid. Ja og så fandt jeg da den skønneste garnforretning, amanda-m.  Mit held var vist at manden ventede for ellers var jeg da gået helt i shoppemode;-) Der var skønne tasker, lækkert overtøj og en fed garnafdeling. Jeg måtte ha 2 ngl mohair fra Canard med og med i tasken kom denne seddel, med de helt rigtige ord:-) Honningkagerne.....de må smages næste gang, for Birte har allerede sagt at hun vil med.