lørdag den 14. april 2012

Så kan vi ikke høre fuglene synge nogle timer

Idag er det drengedag. Svigersønnen kører scooterræs idag, så vi gør Fredericia usikker imens. Vi har været i garnkælderen og vende og købte IKKE noget. Men en fin butik er det bestemt.

tirsdag den 10. april 2012

Hverdag igen

Jeg har nydt at have fri i 5 dage. Uden ret meget planlagt i forvejen. Det er også helt på sin plads at sove lidt længere, nyde morgenmaden, strikke en pind eller 20 i stedet for kun en ½ pind, sætte sig ved rokken og spinde og nyde det velduftende vasketøj man henter ind fra snoren.

Vi blev inviteret på en gåtur til Ketting Nor og en kop kaffe efterfølgende. Skønt med frisk luft om ørerne og der var så smukt.(min tlf er nok ikke den bedste til at gengive stemningen)
Der var ihvertfald parringslystne fugle i vandet :-) Under vores egen påskekomsammen i familien, måtte jeg sætte mig og spinde, for de mekanik interesserede unge, måtte altså finde ud af hvordan det virkede. Ingen af dem turde dog selv prøve (tøsedrenge)
Måske når man har dem på tomandshånd, så tør de alligevel. For at vi ikke kun skulle spise god mad blev der indlagt en pause med lidt påskequiz. Det var skægt. Aldersfordelingen fra 10-72 sørgede for gode svarmuligheder, troede vi. Men sjovt havde vi det.

søndag den 1. april 2012

Over broen og hjem igen

forsiden.jpg (178464 bytes)
billedet er lånt her
Denne weekend var der indbudt til fest på Sjælland, så strikketøj, pænt tøj og praktisk tøj blev pakket.
Turen over plejer at gå smertefrit indtil vi nærmer os storbyområdet. Men... så kommer: Motorveje der ændres, afkørsler der slettes og ISÆR en gps der leger kispus med os gør det ikke bedre. Jeg tror aldrig jeg bliver vild med at køre i store byer.
Men trods det har vi tilbragt weekenden i dejligt selskab og med overnatning på Hotel Fortunen i Kgs. Lyngby. Hotellet ligger klods op ad Jægersborg Dyrehave og vi tog os heldigvis tid til at gå en tur, inden vi atter skulle hjemad. Sikke en oase midt i larmen. Dådyrene gik i store flokke og var ret ligeglade med vores tilstedeværelse.
 Vi er vilde med at skoven lever sit eget liv, hvor træer der vælter får lov at ligge osv. Vi havde et dejligt ophold på hotellet og kunne bestemt godt finde på at overnatte igen når turen igen går til øen.
Nu venter en kort uge og så er der påskefri. Så skal der vist strikkes og spindes ( men også ordnes hus og have, tror jeg)

torsdag den 22. marts 2012

Udevejr

Sikke et skønt vejr. 15 grader i solen, varme i kinderne og på næsen. Der måtte bare strikkes udendørs efter fyraften. Jeg strikker Nessie, igen. Den bliver dog lidt bredere, da jeg vælger at bruge begge nøgler Noro Kureyon sock. Det er et godt stykke strik der ikke kræver så megen koncentration:-)

søndag den 18. marts 2012

Grøn

Der er også tid til, mellem vask af råuld og vasketøj;-), at spinde mine meget grønne fibre. De skal tvindes til 2 trådet garn. Projekt dertil....helt klart et lille sjal. Jeg må nødvendigvis også lige ind på garnlageret og sortere og lægge nye indkøb på plads. En helt og holdent ulden søndag:-)

lørdag den 17. marts 2012

Pulsvarmere

Så er Charlottes pulsvarmere færdige. De er bare dejlige at ha på. De skal nok blive brugt, måske kun af mig her i huset, for de er lidt hippie siger yngste. Peruvian Highland er et super lækkert garn at strikke med og der må helt klart laves mere farverig strik af det.

tirsdag den 13. marts 2012

Rokketræf

Søndag deltog jeg i Rokketræf på Rinkenæs Efterskole. Suzanne og Marion havde planlagt en rigtig dejlig dag. Omkring 40 rokkere/spindende piger i alle aldre mødte op og både snakketøj og rokke gik lystigt. Hvor er det skønt at være i dette selskab af spindefæller. Alle hjælper hinanden. Der snakkes uld, opskrifter, farvninger, repareres/efterses rokke og snakkes kommende spinde/strikke begivenheder. Marion havde lavet et superflot oplæg udfra Allison Daykins bog Creative Spinning og alle fik en pose uld så der efterfølgende kunne laves creative spinning/kreativ spinding.
Min veninde og jeg havde aftalt købeforbud til rokketræf, for vi havde ikke holdt os tilbage i Ry :-) En lillebitte smule blev det dog til, for Suzanne havde råuld med fra Gotlænder og det skulle prøves.
der holdes gang i rokkene
Det kan godt være at det er meget at være afsted 2 dage, men dét kan jeg altså leve længe på. Ideerne summer rundt i hovedet og projekter overvejes (der er dog en del ufoer lige pt som bør være færdige først) Jeg har mødt rigtig mange søde og spændende mennesker i weekenden som virkelig gav energi på den gode konto.