onsdag den 14. maj 2014

Ulden weekend i Saltum



Lige pludselig er det halve af ugen væk og weekenden nærmer sig igen. Men batterierne var godt ladet op, så det er gået hurtigt. Sidste weekend tilbragte vi sammen  med Birte og hendes mand, i nærheden af Saltum. Det endelige mål var selvfølgelig Uldfestivallen i Saltum, men vejen gik inden da, forbi Garnudsalg i Gug. De er kommet i nye lækre lokaler, som ikke var svære at finde og så blev der da lige handlet lidt til husbehov. Intet af det vi købte kunne undværes, mente vi;-) 
Jeg fik både uld/bomuld, højlandsuld og superkidmohair med hjem. Man får godt nok mange gode ideer på sådan et garnlager:-)

Det var en virkelig dejlig weekend. Afslapning er for mig, når jeg ikke har skænket mit job én eneste tanke, ikke tænkt på at "i overmorgen er det mandag igen", "hvad bringer den kommende uge af udfordringer?" Vi har virkelig taget det i afslappet tempo. Selvom fristelserne var mange i Saltum, så huskede vi på de fine lagre af garn vi havde hjemme og lod os mestendels inspirere af alt det smukke der var at se. Der blev dog investeret i et enkelt nøgle garn, et armbånd og en strikkepind.
 Der var mange i teltene, så vi lagde små pauser ind i mellem teltbesøgene, for der blev hurtigt tæt og varmt. Pauserne gjorde det faktisk endnu hyggeligere og ikke så "stresset".  Det var især slemt med mange mennesker, i den gamle skole hos Bindestuen, hvor Hanne Falkenberg viste modeller frem. Vi kom, vi så, vi gik.
Vi besøgte også husflidshuset og snakkede med en fantastisk kvinde der selv dyrkede og sidenhen forarbejde sin egen hør. Hun sad og spandt det, som jeg ville spinde BFL. Hende må vi bestemt have besøg af i Spindeforeningen. Spindeforeningens stand skulle vi selvfølgelig også besøge:-) Vores fantastiske bestyrelsesmedlemmer og flere til, passede den smukke stand. Den sjove kødhakker, havde vist været genstand for mange sjove samtaler om hvordan man spinder uld:-) 


Her varmes op til dagens spinderier. 
Vore kære mænd, måtte jo klare sig selv mens vi var i Saltum. Det var vist ikke noget problem, for de havde været ved stranden og efterfølgende dukkede de op i Saltum og sørme om de ikke fandt ud af, at der var meget andet end garn at kigge på. 
Søndag bestemte vi os for at tage en fælles tur til Rubjerg Knude og Mårup kirke. Det er lige storslået hver gang jeg er der. Jeg fascineres af den natur vi ikke rigtig er i stand til at bestemme over. 
Det var et par skønne dage i dejligt selskab med plads til snak, strik, god mad og frisk luft. Det kan vi leve længe på:-)




1 kommentar:

  1. Tak for turen til Saltum! Det er en oplevelse at gå rundt mellem så mange uldne indtryk; jeg måtte fravælge turen, da der var andet på kalenderen!

    SvarSlet